Tilløben kat

Tilløben katMange mennesker er i tvivl, om hvad man kan og bør gøre, hvis en kat kommer tilløbende. Denne artikel omhandler netop dette ”problem”.

En kat kan godt finde på at tigge om mad flere steder, selvom den får rigeligt at spise hos sin ejer. Desuden kan en hunkat, der har en ejer, finde på, at føde et kuld killinger i andre menneskers kældre, garager, udhuse o.l.

Katte, der tigger om mad
Man bør ikke begynde at fodre en kat, der står og miaver ved ens dør.

Der er flere årsager til netop dette og en af grundene er, at hvis katten ser sund og velnæret ud, har den sikkert en ejer i nærheden. Hvis man fodrer en kat, vil den hurtigt blive afhængig af én, så medmindre man er indstillet på at fodre katten resten af dens dage, skal man lade være at begynde at fodre den.

En anden grund er, at katten måske har en ejer, der savner den, fordi den bliver hos én selv. Hvis man knytter en kat til sig ved at give den mad eller husly, er man ikke alene moralsk, men også juridisk ansvarlig for kattens velbefindende. Dvs. at man skal sørge for, at katten hele tiden er sund, i en god foderstand, samt at den kommer til dyrlæge om nødvendigt m.m.

Desuden vil maden hurtigt lokke flere fremmede katte til.

Hvis katten er vant til mennesker, har den sikkert allerede et hjem, og man bør derfor i stedet forsøge at finde dens ejer. Er der tale om en kat med killinger, og man ikke umiddelbart kan finde ejeren, kontakt da Nyborg Dyrehospital, eller Dyrenes Beskyttelse 

Er katten øretatoveret?
Hvis man kan komme til katten, se da efter om den skulle være øretatoveret. Hvis dette er tilfældet kan man kontakte enten:

  • Nyborg Dyrehospital
  • Dansk Katteregister på telefon: 44 85 35 55 eller via hjemmeside
  • Det Danske Katteregister på telefon: 38 88 04 47 

Hvis ikke, kan man prøve følgende:

  • Sæt sedler op rundt omkring, f.eks. i det lokale supermarked, med en god beskrivelse, evt. et billede af katten, samt oplysning om hvor katten befinder sig. 
  • Forhør dig desuden i området, om der er nogen, der savner en kat, der svarer til beskrivelsen af den. 
  • Fremlys katten hos Nyborg Dyrehospital, i en eller flere af områdets lokalaviser, samt på Dyrenes Beskyttelses hjemmeside. Her kan du også se, om katten er efterlyst. 
  • Man kan også benytte et halsbånd, som er specielt fremstillet til at finde frem til kattens ejer. Halsbåndet kan fås hos Nyborg Dyrehospital. Man kan også ringe til forskellige katteinternater og høre om de har plads til at tage den.