Kattevaccination

Vaccination af katteHvorfor skal katten vaccineres?
Katten skal vaccineres, fordi man hermed beskytter katten mod sygdomme, som man ikke har nogen effektiv behandling imod.

Hvilke sygdomme kan man vaccinere imod?
I dag kan man vaccinere katte mod 5 virussygdomme og 1 sygdom forårsaget af en viruslignende organisme.

Hvordan beskytter vaccinen mod sygdom?
Vaccinen er dræbt eller svækket smitstof, der sprøjtes ind under huden på katten, hvorefter kattens forsvarssystem (immunsystem) går i gang med at bekæmpe det ”fremmede” der er trængt ind.

Men da vaccinen kun er dødt eller svækket smitstof, vinder kattens forsvarssystem hurtigt ”krigen”, uden at katten bliver syg. Kattens forsvarssystem vil herefter altid være i ”alarmberedskab”, og klar til at bekæmpe smitten, hvis den ”rigtige” smitte skulle trænge ind. 

Hvilke sygdomme skal katten vaccineres i mod?
Katten bør ikke vaccineres mere end nødvendigt. Dyrlægen er bekendt med smittesituationen i landet, og foreslår ud fra dette, samt ejerens oplysninger om kattens aktiviteter. Generelt vaccineres der mod kattesyge og katteinfluenza, clamydia og leukæmi, mens rabies kun er aktuel, hvis katten skal udenlands.  

Er killinger beskytte mod sygdom inden vaccination?
JA – indtil 16 uger efter fødsel – hvis moderen er vaccineret.

Hvorfor er det nødvendigt, at vaccinere voksne katte regelmæssigt?
Genvaccination er nødvendigt for at holde ”alarmberedskabet” på et højt niveau. Da smitstoffet, der påføres katten ved vaccination kun er meget begrænset, holder ”alarmberedskabet” ikke uendeligt. Vedligeholdelse er derfor nødvendig.

Skal man tage særlige hensyn til katten før og efter vaccination?
Katten skal være sund og rask for at blive vaccineret. Udekatten bør derfor behandles mod orm ca. en uge inden vaccination. Ellers ingen hensyn.

Kan katte blive syge trods vaccination?
JA, hvis katte udsættes for meget voldsom smitte eller er syge/stressede i tiden omkring vaccinationen, kan sygdom opstå trods vaccination. Sygdom hos vaccinerede katte er dog sjælden og forløber oftest mildt.

Er der bivirkninger ved vaccination?
Ja, i sjældne tilfælde. Bivirkninger er nedstemthed samt hævelse på vaccinationsstedet, der forsvinder af sig selv igen. Hvis der observeres bivirkninger, bør dyrlægen kontaktes. 

Hvorfor vaccinerer man killinger ved 12 uger – og igen ved 16 uger
Killinger vaccineres første gang ved 12 uger, hvor det medfødte antistof fra moderen er ved at være opbrugt, og igen ved 16 uger, for at sikre at ”alarmberedskabet” er på sit højeste det første leveår.

Hvor hyppigt skal man genvaccinere katte?
Undersøgelser og erfaringer fra flere lande viser, at vaccination en gang årligt kan anbefales.