Falsk drægtighed

Falsk drægtighed hos hundeHvad er falsk drægtighed?
Falsk drægtighed er en normal tilstand, som ses hos den voksne tæve.

Tilstanden viser sig oftest et par måneder efter løbetid, på det tidspunkt, hvor tæven skulle føde, hvis den var drægtig.

Man mener, at tilstanden skyldes hormonet prolaktin, som bevirker, at tæven tror, den er drægtig og skal have hvalpe. 

Hvilke symptomer ses ved falsk drægtighed?

Følgende symptomer kan ses:

  • Hævede mælkekirtler, mælk i mælkekirtler
  • Ændret appetit og tørst
  • Ændret adfærd, hunden kan udvise aggressiv adfærd eller virke trist
  • Bygger rede, graver i tæpper/ kurven
  • Beskytter legetøj eller lignende, som om det var hvalpe
  • Ve-lignende sammentrækninger af maven kan ses i enkelte tilfælde

Hvordan behandles falsk drægtighed?
Hvis tæven er meget plaget af tilstanden, vil en behandling med et hormonpræparat kunne hjælpe.

Behandling skal påbegyndes i de første dage af tilstanden, for at være effektiv, men hunden vil som oftest blive falsk drægtig efter næste løbetid igen.

Den eneste sikre måde at undgå tilstanden på, er at sterilisere tæven. Herved undgår man, at tæven kommer i løbetid og derved bliver falsk drægtig.

For yderligere information - kontakt dyrlægen.