Gandi har gigt og blev som hvalp igen

GandiGandi, 7 år gammel schweizisk hyrdehund med gigt i begge hofter.

Jeg vil gerne fortælle om min oplevelse på Nyborg Dyrehospital.

En dag sidst i marts, da min hund Gandi skulle skynde sig ud i haven og gø af et eller andet, faldt hun på køkkengulvet, og peb meget højt. Hun peb så højt at jeg troede hun havde brækket benet. Hun kunne dog sagtens gå på alle fire ben og jeg kunne ikke finde ud af om hun var øm nogen steder. Jeg koncentrerede mig kun om at undersøge benene og skuldrene.

Der gik 1-2 uger, hvor hun, fra kun at pibe en enkelt gang i mellem, peb mere og mere og det var hjerteskærende højt når hun f. eks. skulle springe ind i bilen, en hund stødte ind i hende og lignende situationer. Så jeg kørte hende ned til Morten på Nyborg Dyrehospital. Han ville undersøge hende og mente inden undersøgelsen at det var bagpartiet, men jeg var overbevist om at det var forbenene. Han undersøgte forbenene og Gandi var upåvirket, men da han trykkede hende på det nederste stykke af rygsøjlen, peb hun højt igen. Der blev taget et røntgenbillede der viste slidgigt i den nederste del af rygsøjlen. Hun blev fra førte dag sat i behandling med smertestillende piller, Previcox, og der var en lille positiv virkning.

Derefter fik hun en behandling hos kiropraktor Theresa og der var efter denne behandling en stor, stor bedring. Hun fik efterfølgende 10 behandlinger hos fysioterapeut Anette. Hun brugte øvelser i vand, massage, muskelstimulation og vi fik også nogle opgaver derhjemme, såsom at gå langsomt op ad trapper og bakker, vægtskifte på en luftmadras, strækøvelser bl.a. over en fitnessbold, slalom mm. Allerede efter den 1. behandling hvor Gandi gik i vandløbebånd, var der så stor en forbedring, at det næsten var som om hun var hvalp igen. Hun fylder 7 år d. 17. september og nu hvor vi er færdige med de 10 behandlinger, er der ikke mange ting hun ikke kan.

Jeg undgår selvfølgelig store hunde, der vil springe op på hende, eller de hunde der har meget energi og nemt kan skubbe til hendes bagparti, men ud over det lever Gandi i dag et helt kanon godt hundeliv. Hun er så glad og jeg vil bare sige tak til de tre på Nyborg Dyrehospital for den fine behandling Gandi og jeg har modtaget. Jeg er meget taknemmelig.

Jeg har kun haft Gandi fra sidst i marts 2014, hvor jeg fik hende som udstationeret fra opdrætteren. Hun havde da haft 3 kuld hvalpe og skulle ikke have flere, så jeg var meget bange for at jeg kun skulle have hende i et år. Jeg synes jo, at hun godt måtte få et godt otium hos mig.

Mange hilsner og tanker

Birthe Søndergaard