3 cases - stress hos hunde

Case 1

Mille er en ung tæve. Hun er en blanding af labrador og border collie. Når vi er på ”Engen” har Mille altid en bold med, som Jens kaster til hende. Jens fik Mille som erstatning for sin gamle hund, der var en temmelig gammel, overvægtig labrador, der fulgte ham lige i hælene i et adstadigt tempo.

Der gik ikke to uger fra den gamle hunde døde, til Jens havde hentet Mille på et internat. Han fik en ung hund, der var lidt utryg ved de andre hunde og i forvejen stresset af flytningerne. Han fik en hund med et helt andet energiniveau, end han var vant til, hvorfor, jeg tror, han er begyndt at kaste bold med hende, fordi han mente, at der skulle en masse løb til for at køre hende træt. Så snart det var muligt, anskaffede han sig en af de frygtelige ”kastearme”, så han kunne kaste rigtig langt.

Måden, al det boldkast påvirker Mille, er, at hun er helt hyperaktiv. Når man ser Jens og Mille komme gående hen ad gaden, er Jens’ arm altid helt strakt ud, og Mille slæber ham af sted. Når Mille ser en anden hund, begynder hun at gø skingert – det samme gør hun i øvrigt, når Jens er lidt for lang tid om at kaste bolden. 

Mille har ikke rigtig noget med de andre hunde at gøre, og når bolden en sjælden gang imellem er pakket væk, løber hun hektisk og forvirret rundt. Man kan slet ikke komme i kontakt med hende. Jeg har ikke én eneste gang oplevet, at hun har kigget på mig, og jeg har kun aet hende nogle få gange, når hun stryger tæt forbi. Alle andre hunde på ”Engen” er henne og hilse på de mennesker og hunde, der kommer.

Case 2

Et andet eksempel er dværgpudlen Soffi på 3-4 år. Soffi bor hos et pensionistpar, der også har en kat. Jeg har kun mødt kvinden, Inga, da det altid er hende, der lufter Soffi. De bor kun lige rundt om hjørnet fra ”Engen” og mig bekendt går de ikke andre steder.

Da jeg mødte Soffi første gang var hun omkring 2 år. Inga havde altid en bold med, som hun kastede til hende. Inga sidder på bænken og kaster ikke så langt, så Soffi får en hel masse små spurter. Sommetider prøver hun at aflevere bolden til andre mennesker, der så typisk kaster meget længere. Hun gider ikke lege med de andre hunde – kun med sin bold. Efter at jeg til hvalpetræning hos Camilla Fjeldsø havde fået forklaret, hvad boldkast gør, fortalte jeg dette til Inga og de andre.

Jeg sagde, at hun skulle prøve at lade være at kaste bold og pind i 3 uger og efter nogen overtalelse, gjorde hun det. Det var en helt anden hund, der kom ned på ”Engen”! Pludselig begyndte hun at lege med de andre hunde, og hun virkede gladere og friere. Inga fortalte også, at hun var roligere derhjemme. Men så skete der det, at Soffi gik i løbetid og ikke kunne komme på ”Engen” og krudte af. Så mente Inga jo, at hun blev nødt til at kaste bold for at motionere hende. Selvom vi andre gang på gang har mindet hende om, hvor meget bedre Soffi havde det med de andre i anti-bold-perioden, så bliver hun nu ved med at kaste med bold og pind.

Soffi er igen fuldstændig fokuseret på bolden/pinden, og hvis Inga ikke kaster den hurtigt nok, prøver hun først hos nogle af os andre. Hvis vi heller ikke gør noget, begynder hun at gø. Så ender det som regel med, at Inga tager bolden og kaster den, mens hun siger: ”Hold nu op med det der, Soffi!”. Hvis det sommetider sker, at Soffi ikke lige kan finde bolden og skal til at søge efter den, hvor jeg tænker: ”JA, så får hun da en lille smule mental stimulation”, så rejser Inga sig fra bænken og henter den til hende! Det er vældig frustrerende at være vidne til.

Når Soffi kommer til mig med bolden, træder jeg som regel på den. Så skal Soffi kigge op på mig for at få den igen. I starten blev Inga lidt sur, når jeg gjorde det, men hun har vist accepteret det. Soffi sidder længe med blikket helt fikseret på min sko, mens det rykker i hendes krop, og når hun endelig kigger flygtigt op på mig og jeg fjerner foden, tager hun sommetider kun lige fat i den og lægger den så igen – eller går hen til en, der gider kaste den til hende.

En ny hvalpeejer var meget fascineret af Soffis løben og udholdenhed med bolden og spurgte Inga, om Soffi så ikke var frygtelig træt, når de kom hjem. Ingas svar understregede min pointe: ”Nej, hun er nærmest blevet ladet op hernede”.

Ud over at være fuldstændig genstandsfikseret og gøende er Soffi altså også hyperaktiv i hjemmet. 

Fælles for de to cases er, at begge hunde er hyperaktive, gøende og ekstremt svære at få kontakt med. Forskellene er, at Mille trækker ekstremt meget i snoren, mens Soffi er fuldstændig genstandsfikseret. Dette viser med al tydelighed, at samme stressudløsende faktor kan have forskellig effekt på forskellige hunde. Det er individuelt, hvordan en hund reagerer på ting, i dette tilfælde stress, og hundens reaktioner afhænger af flere faktorer. Disse faktorer er: hvilken race(r) hunden er, hundens ejer, hunden som individ – dens personlighed, køn og alder, og endelig den bagage hunden har med sig – dens historie. Samlet kalder vi disse faktorer for REIKAH.

Stress kan som nævnt skyldes mange ting og ikke kun kastelege. En af de grunde, vi ofte ser på Dyrehospitalet, er smerter. Smerter opstår pludseligt, hvilket er en naturlig forsvarsmekanisme, der skal forhindre individet i at komme til skade. Eksempel: Første gang man kommer i nærheden af en flamme, brænder man sig. Man husker smerten og vil derfor undgå at komme i en lignende situation næste gang. Kroppen reagerer som regel, inden hjernen opfatter smerten via reflekser. Eksempel: Sætter man hånden på en kogeplade, reagerer kroppen ved hjælp af sine reflekser og fjerner hånden, inden det når at brænde mere. På den måde begrænses skadens omfang.

Kommer en hund til skade med sit ben – måske oven i købet forstuver det, vil den i en periode have smerter. Det vil gøre, at hunden undgår at støtte på benet. På den måde får skaden mulighed for at hele op. Det er altså en midlertidig skade.

Kroniske smerter er en helt anden sag. Det er et tegn på en sygelig tilstand i kroppen. Disse smerter kan fx være forårsaget af gigt, smerter fra en svulst eller måske smerter fra 

dårlige tænder. Disse smerter er på ingen måde gavnlige for dyret og bør behandles hurtigst muligt. Desværre ses det ofte, at ejerne ikke opdager dette i tide. Hunden kan have gået med disse smerter i en lang periode, så tilstanden er blevet kronisk. For at belyse kronisk stress i forbindelse med kroniske smerter, har vi en case fra Nyborg Dyrehospital: 

Case 3

Trunte er en brun labrador tæve på 13 år. Hun har på det seneste lukket sig mere og mere inde i sig selv. Hun ligger bare hen i en nærmest apatisk tilstand og er ikke interesseret i at være med, når familien laver ting. Hun virker ikke oplagt til at gå ture længere, og når hun endelig kommer med, sakker hun bagud og kan ikke følge med. Ejerne har længe ment, at ”hun blot er ved at være gammel” uden at tænke den tanke, at hun måske kunne have smerter.

Da Trunte så kommer til sit årlige sundhedseftersyn hos dyrlægen, fortæller ejerne om hendes ændrende adfærd. Dyrlægen bemærker desuden, at hun har slikket alle hårene af sin ene pote af. Dyrlægen beslutter sig efter disse informationer at lave en mere dybdegående undersøgelse af Trunte. Det viser sig, at Trunte har svær artrose (slidgigt) i ryggen og er derfor i konstante smerter. Hendes slikken på poten kunne derfor tyde på tvangshandlingen OCD (obsessive compulsive disorder.) Hunden slikker konstant for at dæmpe sig selv. Dette syndrom forårsages ofte af stress og smerter.

Tvangshandlinger og ritualer er tilbagevendende handlinger, der ofte udføres efter et bestemt mønster pga. en frygt eller for at dæmpe sig selv. I dette tilfælde var disse tvangshandlinger forårsaget af smerter. Eksempel: Udsættes en hund for en situation den ikke kan tackle eller rumme, vil den ofte ty til en overspringshandling, der fx kan være soignering. Udløses denne adfærd flere gange gennem længere tid, er der stor sandsynlighed for, at den vil udføre denne handling ved selv lavere grad af frustration, og adfærden kan derfor ende ud i en tvangshandling.

Trunte sættes på smertestillende og får lagt et træningsprogram for, hvad hun må og ikke må fremover. Der aftales en månedlig tid, hvor der følges op på hendes tilstand. Ejerne er frygtelig kede af, at de ikke har opdaget dette noget før, og deres ansigter bærer præg af en stor dårlig samvittighed. For gamle hundes vedkommende, kan man nemt komme til at give alderen skylden for, at hunden måske er blevet lidt roligere og sakker bagud.

Trunte er en hund, der reagerer med apati ved kroniske smerter. Andre hunde reagerer ved hyperaktivitet. Dette kan være, fordi hunden ved, at hvis den stresser, så blokeres der for smerten. Derfor søger den bevidst stressoplevelser.